søndag den 20. december 2009

Vinterhåndklæder

Ja, jeg kalder disse håndklæder for vinterhåndklæder, fordi de er blevet meget tykke og bløde.
De er vævet på 4 skafter og 6 tramper som disse. Materialet er denne gang bomuld 24/2, dobbelt, og bomuldschenille, men en tykkere af slagsen end i dem jeg vævede først på året.
De er måske blevet lige tykke nok, men det vil vise sig. Det første er allerede taget i brug som køkkenhåndklæde.
Der blev 6 håndklæder, 3 med cobolt blå chenille og 3 med lavendelblå.




mandag den 14. december 2009

Dækkeservietter til julegave

Min søster bestilte vævede dækkerservietter til julegave til en veninde, så jeg vævede disse. Der blev 9 dækkeservietter i alt, men det er kun de 4 der skal ud af huset nu, de andre kommer foreløbig på gavehylden.
Dækkeservietterne er vævet i trendreps på 6 skafter. Trend i bomuld 16/2 med 36 tr./cm. Til islæt har jeg valgt en lidt tyndere stränggarn end jeg plejer, med godt resultat. Det er altid en fornøjelse at væve trendreps og bindingen giver en fast dækkeserviet, der ligger godt på bordet.

søndag den 13. december 2009

Endnu en tunika


Så er tunika nr. 2 færdig, den skal være julegave til min søster, der elsker lilla. Det gik meget hurtigt at strikke den, både fordi jeg lige havde strikket en, men også fordi, jeg ikke blev træt af den, jeg syntes stadig, at det var et skønt strikketøj. Karen Noe har valgt farver ud til denne lilla version, og jeg synes, at den er mindst lige så skøn som den røde. Nu håber jeg så bare at den passer, og at min søster også er begejstret.
Jeg har allerede brugt min egen meget.

lørdag den 28. november 2009

Tunika fra Karen Noe


Denne tunika er det bedste strikketøj jeg har haft længe, og jeg er helt vild med resultatet. Så meget at jeg er gået i gang med en mere til min søster.
Modellen er fra Karen Noe og den er strikket i hør og bomuld, hvilket giver den en vis tyngde, der får den til at sidde pænt. Den er strikket på pind 4, hvad der passer til min strikkefasthed, opskriften lyder på pind 4½.
Det er et strikketøj, hvor der hele tiden sker noget, men som alligevel kan bruges til fjernsynsstrik, lige noget for mig. Og så elsker jeg bare farveskiftet, der fremkommer ved at skifte mellem 3 forskellige farver tynd bomuld sammen med hørren. Et sikkert hit!

søndag den 22. november 2009

Silke og bomuld

Det andet tørklæde med 'interleaved threading' har jeg vævet med 16 tr./cm. i stedet for 15 tr./cm., så det er blevet en lille smule fastere og smallere. Til gengæld har jeg brugt en limefarvet bomuld 30/2 (25.000 m./kg.) der altså er noget tyndere end silken, som islæt.
Trampningen har jeg 'networked' over en 6 trådet spids og linierne er ikke så langstrakte, så udtrykket bliver lidt anderledes.

Desværre har det vist sig, at silken fnuldrer meget i brug, så kvaliteten er ikke så god, den er heller ikke nær så blank, som den jeg plejer at bruge. Men meget blød og varm er den.



onsdag den 21. oktober 2009

Mere 'interleaved threading'

Så er der et tørklæde mere færdigt i teknikken med 'interleaved threading'. Denne gang vævet i schappe silke 30/2, som jeg købte hjem fra England herfra. Jeg er stort set tifreds med resultatet. Kvaliteten er lækker, og både opsætning og vævning gik superlet. Jeg var så optaget af at blive færdig, at jeg vævede tørklædet på en dag, klippede ned, lavede frynser, vaskede og strøg og havde tørklædet på næste dag. På væven sidder der trend til et tørklæde mere, der skal have en anden islætsfarve og et andet mønster.


Vævet på 16 skafter på computervæv med 15 tr./cm. i trenden og ca. 10 tr./cm. i islættet.

fredag den 25. september 2009

Tørklæder med crepegarn

På væven har jeg sidst haft disse tørklæder. 4 stk. vævet med kamgarn 36/2 i trenden og uld crepegarn til islæt, 30.000 m./kg. Uld crepegarn er overspundet garn, der trækker sig sammen, når det kommer i 60 grader varmt vand, og derved trækker stoffet sammen.
Jeg vævede tørklæderne 60 cm. i bredden med en forventning om, at de ville krybe 50%, når de kom i vand. Men tørklæderne er krøbet helt ned til ca. 20 cm. i bredden.
Jeg satte op med 8 tr./cm. i trenden og vævede med ca. 12 tr./cm. i slættet. Islættet var dels en mørkebrun til de to af tørklæderne, dels en støvet petrol blå til de andre to.
Spændende var det, at lægge stoffet i det varme vand og se forvandlingen.

mandag den 21. september 2009

Færdigt arbejde


De sidste 4 viskestykker er blevet sømmet, vasket og strøget. Kvaliteten er så lækker, at jeg næsten har lyst til at bruge dem selv, men i første omgang kommer de på gavehylden.
De første 4 sømmede jeg på symaskinen, men resultatet er nu flottere, når de bliver sømmet i hånden, så det har jeg gjort med disse, og da vejret her i september har været til terasse-ophold er det blevet gjort derude.
Mit eksperiment vedr. 'interleaved threading' er færdigt. Den ene halvdel af trenden gik til at prøve mig frem med binding og tæthed, men den anden halvdel blev der et tørklæde ud af. Tørklædet er bestemt ikke uden fejl, men jeg beslutttede alligevel at lave det færdigt og bruge det.
I ferien lavede jeg nogen flere mønstre i WeavePoint i teknikken, så jeg er nu en del klogere, og skal bestemt prøve at lave mere i den teknik.
Jeg har netop bestilt silke 30/2 hjem fra England til det næste projekt.

tirsdag den 25. august 2009

Feriestrik


Vi er netop kommet hjem fra en dejlig ferie i Norge. Med på turen var opskrift og garn til denne top, købt hos BC garn.
Det var et dejligt projekt med en velkomponeret opskrift. Garnet er hør og bomuld og derfor lidt hårdt for hænderne, men jeg synes at resultatet er blevet godt. Jeg fortryder bare, at jeg ikke strikkede den et mønster længere i kroppen, men det er OK.

søndag den 2. august 2009

Så lykkedes det

Endelig er det lykkedes for mig at lave en opsætning med 'interleaved threading', som jeg er blevet inspireret til fra Sandras blog. Det har krævet en del eksperimenteren, hvor jeg har rittet om 3 gange og søllet om 2 gange. Det har pint mig, at jeg ikke kunne opnå det rigtige udtryk. Men nu er den der.



Jeg plejer ikke, at være god til at eksperimentere, og havde da også accepteret den første opsætning og vævet næsten 60 cm. Men det pinte mig at det ikke lignede de flotte vævninger jeg havde set på Sandras blog. Først troede jeg, at tætheden var forkert, så jeg rittede om, og vævede et stykke, men det var stadig ikke rigtigt. I aftes gik det op for mig, hvad der var galt, så jeg lavede et nyt design i WeavePoint, dagen i dag har jeg så brugt til at sølle og ritte om igen, (der er 794 tråde, så det tager tid), og jeg kunne næsten ikke få armene ned, da det lykkedes. Heldigvis er der trend nok tilbage til at væve et tørklæde.

lørdag den 1. august 2009

Dækkeservietter

Her er de færdige dækkerservietter til min nevø. Jeg har gennem tiden lavet et utal af vævninger i trendreps. Det er en dejlig binding med mange muligheder, og den giver et fast stykke stof velegnet til dækkerservietter, løbere mm.
Der er mange muligheder for at lege med farver og mønster. Dækkeservietterne er søllet på 8 skafter, men 2 er alt hvad der behøves. Dog er trenden, søllet på 2 skafter så tæt, at det vil være en udfordring af væve, så jeg valgte 8 skafter, hvorved skellene dannes uden problemer. Vævningen går meget hurtigt med et tykt og et tyndt islæt, der er kun 2 tramper at skifte imellem, så det er bare at holde styr på stribeorden og længde.
Trenden er bomuld 16/2 med dobbelte tråde, tæthed 36 tr./cm. Islættet er stränggarn og bomuld 16/2 med en tæthed på ca. 2½ tykke og tynde tråde pr. cm.

lørdag den 18. juli 2009

Computerstyret væv

India spurgte efter sidste indlæg, om jeg ikke ville fortælle om min computerstyrede væv og her er den så:
Det er en Glimåkra standard væv, hvor skafter og tramper er taget ud, og der er i stedet monteret metalskafter samt skaftestyring, som er boksen øverst til højre på væven. Boksen er tilsluttet computeren, som står til venstre, boksen er desuden forbundet med en trampe, som jeg selv aktiverer, når jeg væver.
Væven sættes op på traditionel vis, men der er så ingen opbinding. Skaftestyringen fungerer med et program, der hedder Wettersoft, som er et meget dårligt væveprogram. Heldigvis kan jeg importere mønstre fra WeavePoint i det, så jeg bruger kun programmet til skaftestyringen. Når jeg træder trampen ned, hæver skafterne sig i relation til vævemønsteret på computeren, og jeg væver så på den sædvanlige måde, der er bare kun en trampe at træde på.
Med 16 skafter og et uendeligt antal trampekombinationer, er der et utal af muligheder.
Jeg har haft væven nogen år, men har ikke brugt den så meget, men jeg kan mærke at interessen kommer igen.

Jeg har sat op til tørklæder i en binding, som jeg er blevet inspireret til at prøve fra denne blog. Væven er sat op med merceriseret bomuld 30/2 med 24 tråde pr. cm. Det komme til at tage sin tid at væve, men resultatet tegner godt.

fredag den 10. juli 2009

Trend til dækkeservietter


Denne trend skal blive til dækkeservietter i trendreps til min nevø. Jeg har kun lavet trend til 4 dækkeservietter, og det er egentlig for lidt i forhold til det store arbejde, det er at sætte væven op. Men jeg er i gang med at reducere mit lager af vævegarn, og i de drengefarver, som min nevø ønskede, havde jeg altså ikke nok til mere end 4, og så måtte jeg endda supplere den ene af farverne.
Der er 4 farver i trenden, sort, klar blå, turkis og grå.
Det var hyggeligt arbejde at lave trend en regnvejrsfredag med en krimi på IPod'en.

mandag den 22. juni 2009

Islænder i sommervarmen

Denne trøje har været meget længe undervejs, det er vist mindst 2 år siden, jeg startede på den. Jeg strikkede hurtigt bærestykke og bul, men ærmerne kunne jeg ikke rigtigt få lavet.
Men nu er ender hæftet og den er vasket og resultatet er godt, synes jeg.
Trøjen er strikket i Hifa 2, i øvrigt garn, der har ligget på hylden i mindst 10 år. Mønsteret er taget fra Ålafoss Lopi opskriftshæfte nr. 18, købt hos Garngalleriet, men mønsteret er så omregnet til det noget tyndere garn v.hj.a. en omregner, jeg fandt på nettet. (Jeg kan ikke lige finde den igen).
Hermed er et mangeårigt ønske opfyldt, om at eje en islænder med rundt bærestykke. Hvis man da kan kalde denne noget lettere kvalitet for en islænder.

lørdag den 20. juni 2009

Sjal i Noro sock yarn

I marts købte jeg 2 nøgler Kureyon Sock Yarn i Bindestuen i Saltum, uden at have en ide om hvad jeg skulle bruge dem til. Men nu er de allerede brugt. Det ene nøgle til dette, og det andet har jeg nu strikket et lille sjal af.
Opskriften er fundet på Ravelry. Neverkont teknikken fascinerer mig hver gang jeg ser den. Sjalet er blevet så stort som et nøgle rakte til plus en smule fra den andet nøgle til den øverste kant. Det er ikke et stort sjal, men det når dog til albuen og kan fint bruges som sommersjal.
Denne farvekombination hedder S40 og er skøn.


fredag den 19. juni 2009

Fire viskestykker til fødselsdagsgave

Så er 4 af viskestykkerne i hør og bomuld blevet færdig. Herunder et billede af processen med at sætte stropper på viskestykkerne. Jeg syr et kryds henover enden af stroppen på symaskinen, så den sidder godt fast.

Og herunder er de så efter sømning, vask og strygning. Jeg har sømmet på maskine, hvad der ikke er så flot som, når det bliver gjort i hånden, men til gengæld ikke tager så lang tid. Viskestykkerne har ligget i blød i et døgn, og er herefter vasket i vaskemaskinen, så er de klar til brug og suger godt fra starten.

Jeg hader at stryge, men jeg stænkede viskestykkerne og lagde dem i en lukket plastikpose en tid, og så var de meget lette at stryge glatte.
Nu er de lækkert bløde og blanke, og jeg glæder mig til at forære min søster dem i fødselsdagsgave i morgen.




onsdag den 27. maj 2009

De sidste viskestykker

Så er alle viskestykker vævet og de sidste 3 kom til at se ud som vist. Nu mangler jeg så bare at væve stropper på båndvæv, montere dem og sømme viskestykkerne. Derefter skal de ligge i blød et døgn, før de bliver vasket i vaskemaskinen, det gør jeg for at blødgøre høren, så der ikke bliver grimme folder i de færdige viskestykker.



Nu er computervæven klar til nye opsætninger, og jeg har flere ideer, så det er bare at føre dem ud i livet.

Jeg beklager de dårlige fotos, det skyldes til dels fotografen (mig) og til dels dårligt lys, der hvor væven står, så der bliver fotograferet i kunstigt lys.

lørdag den 23. maj 2009

Cockleshell scarf

I Silkeborg har vi for ret nylig fået en ny garnbutik, der hedder Garnoasen. Mit første besøg der resulterede i køb af 50 g. Suri Lace Alpaca fra Cherry Tree Hill i farven Misty Moor og opskriften på Cockleshell scarf.
Da jeg så og mærkede garnet og tørklædet i butikken var jeg solgt, så det måtte jeg bare købe, selv om det nok er det dyreste garn, jeg nogen sinde har købt. Men når 50 g. rækker til et lille tørklæde, er det jo ikke så galt.
Tørklædet har været spændende at strikke, og kvaliteten er bare for lækker.
Men det var i øvrigt ikke det eneste lækre, de havde i den butik, så hvis du kommer forbi Silkeborg så undlad ikke at besøge Garnoasen i Nygade.

onsdag den 20. maj 2009

Viskestykke nr. 4 og 5

Her er de to næste viskestykker, vævningen går som smurt efter lidt start vanskeligheder. Den 1 trådede hør er meget stiv, så der skal ikke lægges ret meget ind i skellet før det buler. Jeg er bange for, at det tydelig kan ses på det første viskestykke, men nu går det godt. Samtidig har jeg lyttet til En plads i solen af Liza Marklund, endnu en velskrevet, spændende krimi om journalisten Annika Bengtsson.



torsdag den 14. maj 2009

Viskestykker på computervæv

I min vævestue står der en væv, der er computerstyret, den har jeg desværre ikke brugt så meget. Men forleden blev jeg inspireret til at sætte op til viskestykker på den.
Væven har 16 skafter og computerstyringen gør, at der er et uendeligt antal muligheder for mønstre på samme opsætning.
Jeg har sat op til 8 viskestykker med bomuld 16/2 i trenden og en tynd 1 trådet hør til islæt. Jeg har hentet inspiration til mønstre her. Sitet er virkelig en guldgrube af vævemønstre lige til at loade ind i et væveprogram, jeg bruger WeavePoint.
Jeg er nu ved det tredje viskestykke. Det første fik jeg ikke fotograferet, men det andet og tredje har mønster som vist.
Jeg hygger mig med vævningen, og nyder at jeg har fået gang i computervæven igen.







lørdag den 9. maj 2009

Udstilling på Textilforum

Jeg har været på udstilling i Textilforum i Herning i dag.
Jeg mødtes med Karen Noe derude og vi så en spændende udstilling med beklædning, vævning og knipling af 3 tyske kunstnere. Udstillingen hedder grænseløs textilkunst og kunstnerne hedder Andreas Müller (vævning), Christina Luhn (beklædning) og Ellen Meyer (knipling).
Jeg var selvfølgelig mest optaget af vævningerne. Da jeg var til vævemesse i Leksand i Sverige i september 2008, var jeg så heldig at høre et foredrag med Andreas Müller, og jeg så hans ting der. Men de kan sagtens tåle at ses flere gange. Jeg nærstuderede på hans teknikker, der med lidt eksperimenteren kan gøres efter.

Bagefter holdt Karen og jeg arbejdsmøde i cafeen. Vi har gang i et nyt projekt, så der blev diskuteret væveprøver, garner og farver, mens vi drak kaffe og spiste muffins.
En udbytterig dag med ny inspiration og lidt mere hold på vores projekt.

Sluttelig kørte jeg tilbage til Silkeborg i det skønne forårslandskab, dog med regnskyer lurende i horisonten.



torsdag den 30. april 2009

Silke og cashmere

Så blev mine silketørklæder færdig. Det ene endte dog med at blive cashmere i islættet, dels fordi jeg gerne ville lave to forskellige tørklæder, dels fordi jeg syntes, at islætsfarven var blevet for fersk og jeg havde ikke lige lyst til at skulle farve igen.
Kvaliteten på begge er ultra lækker, der er ikke noget der kan kradse på en sart hals.
Billederne viser ikke de rigtige farver, jeg var for utålmodig til at vente på dagslys for at fotografere dem, og jeg vil desuden gerne aflevere det ene til min veninde i morgen.
Jeg har vævet mange af denne type tørklæder, og resultatet er også denne gang tilfredsstillende, selv om jeg i første omgang var skuffet over kvaliteten på silken, der var meget ujævn.
Så er væven klar til et nyt projekt, som måske bliver dækkerservietter i trendreps, eller måske noget helt andet.


søndag den 26. april 2009

Kureyon Sock Yarn

Da jeg besøgte Bindestuen i marts, købte jeg 2 nøgler Kureyon Sock Yarn bare for at prøve garnet, som jeg har hørt så meget om.
Senere fandt jeg en opskrift på Ravelry på et tørklæde, hvor der bare skulle bruges et nøgle Kureyon Sock Yarn, og jeg gik i gang.
Jeg er vild med farverne i denne farvekombination, der hedder S185. Farveforløbet er smukt og lidt specielt. Men garnet er ikke særlig rart, det er meget uens i tykkelse og midt i nøglet var der en knude, med en ende bundet til i en helt anden farve, så jeg måtte til at vinde af for at finde forløbet igen. Men det var da sjovt at prøve garnet i dette hurtige projekt. Måske kan jeg finde et lignede til det andet nøgle garn i farve S40.

onsdag den 22. april 2009

Garnindkøb

Jeg har købt garn i USA, nærmere bestem hos Webs , der havde fødselsdagssalg. Alpaca/silke blanding til vævning, og Cascade 220, som jeg længe gerne har villet prøve til strik, jeg valgte 11 farver, og må konstatere endnu en gang at jeg mest er til de grøn/blå/lilla nuancer med et par få afvigelser. Jeg slap ikke for at betale told, men jeg har gjort et godt køb alligevel.

Vævegarnet er til tørklæder, det er meget lækkert blødt.
Cascade 220 garnet er ikke til noget bestemt, men der er garn nok til et par trøjer eller 3 i fine nuancer, eller til et blødt tæppe i dominotern. Der er muligheder nok.






mandag den 13. april 2009

Opsætning af silketørklæde

Først vandt jeg garnet fra fed over på spoler, så jeg kunne lave trend.
Derefter lavede jeg en trend på 352 tråde, (jeg fik desværre ikke taget et billede af det).
Dernæst bommede jeg trenden på væven, som er en Glimåkra standard, kontramarch med 135 cm. vævebredde, 12 skafter og 12 tramper og satte skelkæppe i.



Trådene blev søllet i den valgte orden på 8 skafter til en heldrejl, kipper 3/1.


Der blev rittet på kam 50/10 med to tråde i rit.


Bundet frem.



Bundet op. En vævning på 8 skafter og 8 tramper giver 80 knuder, der skal bindes under væven.

Og så kan man endelig se, om det bliver som forventet. Alt i alt er jeg tilfreds, selv om tørklædet måske bliver en anelse kedeligt med alle de blå og turkis farver, og kun et pift af lilla.

søndag den 12. april 2009

Farvning af silke








En af mine veninder bestilte et silketørklæde. Da hun blev 40 fik hun et, men det er efterhånden nærmest slidt op, så nu vil hun gerne have et nyt.


Jeg har vævet rigtigt mange silketørklæder i schappe silke (den blanke), hvor jeg selv farvede garnet, men mit lager af den gode silke 30/2 er brugt op, og så kunne jeg ikke finde noget tilsvarende, og slet ikke til den pris jeg plejer at give hos B C Garn. Det endte med at jeg købte silke hos Rita Gram, Pagoda 24/2.


Efter design af tørklædet var næste trin så at vinde garnet fra spoler over i fed i den rigtige mængde til de forskellige farver. Så var jeg klar til at farve. Jeg farver med Lanasynfarver i ovnen, det giver gode resultater.


Det er meget længe siden, jeg har farvet, så det var lidt af en hurdle at skulle over, at få det gjort, men nu står foliebakkerne i ovnen, og det værste er overstået, så kan jeg snart komme videre med at lave trend, sætte væv op og væve.

Sådan kommer det til at se ud: