tirsdag den 26. februar 2008

Tørklæde til min niece


Dette tørklæde vævede jeg til min søde niece, Maria til jul. Tørklædet er vævet af noget meget tykt, multifarvet uldgarn i trenden. Som islæt brugte jeg nogen rester uld/silke, som jeg slog i med nogen centimeters interval, så det er trenden, der dominerer.
Det var et eksperiment efter et tørklæde, som jeg så over armen på en kvinde på Louisiana museet i oktober. Jeg synes, at resultatet blev godt. Jeg har noget mere tykt garn liggende i lidt andre farver, og jeg bryder mig ikke om, at strikke af det, så det bliver nok til et vævet tørklæde mere.
Det er et dejligt billede af Maria, som skal konfirmeres i foråret 2009.



mandag den 18. februar 2008

Chevalier mittens


Disse vanter har jeg set på Ravelry, der er en guldgrube af mønstre. Jeg havde 2 nøgler Karisma fra Drops, og det passede lige til 2 vanter, strikket på pind 3,5. Mønsteret er let at følge og designet er gennemtænkt, således at manchetten strammer godt til om håndledet. Et dejligt lille projekt.
Vanterne er i øvrigt fotograferet på mit vingesjal i skyggestrik, som jeg bruger dagligt

søndag den 3. februar 2008

Vævede silketørklæder

Jeg har tidligere vævet rigtigt mange silketørklæder, som jeg selv farvede garn til. Jeg har været god til at bruge resterne hen ad vejen, men nu lå der lige tilbage rester i blå, turkis og lilla morbær schappe silke 15.000 m./kg, så de blev omsat til en trend til to tørklæder, vævet i kipper 3/3 med islæt i hver sin farve af noget 1-trådet morbær bourette silke, som jeg havde liggende.

Tørklæderne er blevet lækkert bløde med et dejligt fald. Det ene har jeg solgt til en veninde, og det andet kommer på hylden indtil videre.



Tørklæde i alpaca


Jeg har ikke vældig meget erfaring med at strikke i alpaca, jeg har tidligere strikket et halstørklæde i Indiecita, men jeg synes, at det virker tungt og slasket.
Under et ferieophold i Grønhøj Strand feriecenter i sidste uge, besøgte jeg Uldstuen i Saltum og købte 3 nøgler Drops alpaca i hver sin farve. Jeg lavede en strikkeprøve, og slog så 300 m. op på pind 4 og strikkede ret til alt garnet var brugt, så havde jeg et lækkert tørklæde, der er blevet lidt for langt i forhold til bredden, men kvaliteten er meget blød og rar, som jeg forventer af alpaca, så det vil jeg helt sikkert bruge igen.

Vinterstrik

Dette tørklæde har jeg strikket i 1 tråd pladegarn med farveskift i grå toner og 1 tråd tyndt 1-trådet uldgarn i grå, jeg har strikket på pind 7.
Jeg strikkede efter Kari Hestnes' bog, Strik - find din indre ro. Opskriften var fuld af fejl, så derfor er især kanterne ikke blevet så gode, men bogen er lækker med skønne fotos og modeller.
Tørklædet måler ca. 50 x 200 cm. Jeg er endnu engang blevet positivt overrasket over pladegarnet, der efter vask bliver lækkert blødt, og meget let, når der strikkes med 1 tråd på tykke pinde, det er dog nødvendigt at strikke sammen med en anden tråd, men hvis man vælger et tyndt garn, bevares letheden.
Se her for et andet eksemplar strikket med samme garn.