onsdag den 12. november 2008

Vævede viskestykker


Så blev viskestykkerne til min søster færdige. De er vævet i bomuld 16/2 med 12 tr./cm. på 4 skafter.
Jeg har vævet mange viskestykker gennem tiden, men det er altid en glæde, at se det færdige resultat.
Med håndvævede stropper og ender, der er sømmet i hånden, er det et stort arbejde, men det er det værd.






Og her er så Eya, hun må slet ikke være i sofaen, og det kan man også tydeligt se på hende. Hun hopper hele tiden derop, bare for at få opmærksomhed.

søndag den 9. november 2008

Tiden går

Ja, tiden går meget hurtigt, og med hundehvalp i huset er det begrænset, hvad der bliver tid til af håndarbejde. Det gør mig til tider temmelig frustreret, at jeg når så lidt af det, jeg holder mest af. Men lidt er det da blevet til.
Jeg har strikket dette tørklæde fra Vivian Høxbros ny bog Knit to be square, det var sjovt, og relativt hurtigt. Tørklædet er strikket i forskellige kvaliteter alpaca fra Markno, på pind 3. Jeg kan godt tænke mig at valke det en lille smule, men skal lige samle mod til det. Foreløbig er det bare vasket på uld-program i vaskemaskinen.





Denne trøje hæklede jeg allerede i august, men den er først blevet færdig nu, mangler kun knapper, som er indkøbt. Opskriften har jeg hentet her, garnet havde jeg på lager, så det var bare at gå i gang. Jeg kan lide at hækle, men er ikke altid begejstret for produktet. Trøjen her er dog blevet OK, og skal nok blive brugt.


Jeg har også vævet viskestykker, som jeg skylder min ældste storesøster, men de mangler endnu at blive sømmet og vasket, og før præsenterer de
sig ikke så pænt, så dem viser jeg i et senere indlæg.

Vi er lige kommet hjem fra en uges ferie i sommerhus ved Vestervig. Tæt på ligger Aagaard Tekstil Håndværk, som fik et besøg. Her købte jeg strikke-kit til en model Anne, som er strikket i trekanter og dels syet sammen, dels strikket sammen. Den er strikket i en tynd shetlandsuld, flot og spændende model, så den glæder jeg mig til at strikke, når der bliver tid.

Samtidig købte jeg noget lækkert tyndt bomulds-chenille, som jeg vil bruge til vævede håndklæder.