torsdag den 30. april 2009

Silke og cashmere

Så blev mine silketørklæder færdig. Det ene endte dog med at blive cashmere i islættet, dels fordi jeg gerne ville lave to forskellige tørklæder, dels fordi jeg syntes, at islætsfarven var blevet for fersk og jeg havde ikke lige lyst til at skulle farve igen.
Kvaliteten på begge er ultra lækker, der er ikke noget der kan kradse på en sart hals.
Billederne viser ikke de rigtige farver, jeg var for utålmodig til at vente på dagslys for at fotografere dem, og jeg vil desuden gerne aflevere det ene til min veninde i morgen.
Jeg har vævet mange af denne type tørklæder, og resultatet er også denne gang tilfredsstillende, selv om jeg i første omgang var skuffet over kvaliteten på silken, der var meget ujævn.
Så er væven klar til et nyt projekt, som måske bliver dækkerservietter i trendreps, eller måske noget helt andet.


søndag den 26. april 2009

Kureyon Sock Yarn

Da jeg besøgte Bindestuen i marts, købte jeg 2 nøgler Kureyon Sock Yarn bare for at prøve garnet, som jeg har hørt så meget om.
Senere fandt jeg en opskrift på Ravelry på et tørklæde, hvor der bare skulle bruges et nøgle Kureyon Sock Yarn, og jeg gik i gang.
Jeg er vild med farverne i denne farvekombination, der hedder S185. Farveforløbet er smukt og lidt specielt. Men garnet er ikke særlig rart, det er meget uens i tykkelse og midt i nøglet var der en knude, med en ende bundet til i en helt anden farve, så jeg måtte til at vinde af for at finde forløbet igen. Men det var da sjovt at prøve garnet i dette hurtige projekt. Måske kan jeg finde et lignede til det andet nøgle garn i farve S40.

onsdag den 22. april 2009

Garnindkøb

Jeg har købt garn i USA, nærmere bestem hos Webs , der havde fødselsdagssalg. Alpaca/silke blanding til vævning, og Cascade 220, som jeg længe gerne har villet prøve til strik, jeg valgte 11 farver, og må konstatere endnu en gang at jeg mest er til de grøn/blå/lilla nuancer med et par få afvigelser. Jeg slap ikke for at betale told, men jeg har gjort et godt køb alligevel.

Vævegarnet er til tørklæder, det er meget lækkert blødt.
Cascade 220 garnet er ikke til noget bestemt, men der er garn nok til et par trøjer eller 3 i fine nuancer, eller til et blødt tæppe i dominotern. Der er muligheder nok.






mandag den 13. april 2009

Opsætning af silketørklæde

Først vandt jeg garnet fra fed over på spoler, så jeg kunne lave trend.
Derefter lavede jeg en trend på 352 tråde, (jeg fik desværre ikke taget et billede af det).
Dernæst bommede jeg trenden på væven, som er en Glimåkra standard, kontramarch med 135 cm. vævebredde, 12 skafter og 12 tramper og satte skelkæppe i.



Trådene blev søllet i den valgte orden på 8 skafter til en heldrejl, kipper 3/1.


Der blev rittet på kam 50/10 med to tråde i rit.


Bundet frem.



Bundet op. En vævning på 8 skafter og 8 tramper giver 80 knuder, der skal bindes under væven.

Og så kan man endelig se, om det bliver som forventet. Alt i alt er jeg tilfreds, selv om tørklædet måske bliver en anelse kedeligt med alle de blå og turkis farver, og kun et pift af lilla.

søndag den 12. april 2009

Farvning af silke








En af mine veninder bestilte et silketørklæde. Da hun blev 40 fik hun et, men det er efterhånden nærmest slidt op, så nu vil hun gerne have et nyt.


Jeg har vævet rigtigt mange silketørklæder i schappe silke (den blanke), hvor jeg selv farvede garnet, men mit lager af den gode silke 30/2 er brugt op, og så kunne jeg ikke finde noget tilsvarende, og slet ikke til den pris jeg plejer at give hos B C Garn. Det endte med at jeg købte silke hos Rita Gram, Pagoda 24/2.


Efter design af tørklædet var næste trin så at vinde garnet fra spoler over i fed i den rigtige mængde til de forskellige farver. Så var jeg klar til at farve. Jeg farver med Lanasynfarver i ovnen, det giver gode resultater.


Det er meget længe siden, jeg har farvet, så det var lidt af en hurdle at skulle over, at få det gjort, men nu står foliebakkerne i ovnen, og det værste er overstået, så kan jeg snart komme videre med at lave trend, sætte væv op og væve.

Sådan kommer det til at se ud:


fredag den 10. april 2009

Nu er jeg også på etsy

Jeg er netop færdig med 3 silketørklæder, som jeg har vævet for at prøve at sælge på etsy.
Min mand har fotograferet, da han er meget bedre til det, end jeg er. Desværre kan man jo ikke se, hvor lækker kvaliteten er.
Jeg har vævet rigtigt mange tørklæder i et lignende design, men en lidt tyndere kvalitet, og knap så store.
Garnet lå på hylden, og rakte lige til de 3. Så er det brugt, det er en god fornemmelse.
Jeg har længe haft lyst til, at prøve at sælge noget på etsy, og det blev altså nu, at jeg oprettede min butik.
Tørklæderne er så store, at de også kan bruges som sjal. De er vævet i bourette silke med striber i schappe silke (den blanke). Vævningen kræver 6 skafter og 4 tramper, garnet løber 10.000 m/kg., og jeg har vævet med en tæthed på 7 tr./cm.
Det har været et dejligt arbejde, som ikke har taget ret lang tid.

Her er et detaljebillede.

mandag den 6. april 2009

Mere strik færdigt


Trøjen her er desværre ikke blevet særlig vellykket. Pasformen er ikke i orden, selv om min strikkefasthed for en gangs skyld passede.

Trøjen er strikket i vendestrik efter opskrift på Bolsjetrøjen fra Marianne Svit. Jeg har strikket i str. L, men da ærmet blev alt for smalt måtte jeg tilføje 2 kiler over hver skulder, og det er måske derfor, at halsåbningen er blevet for vid. Det er ærgeligt for kvaliteten er så lækker. Garnet er rester fra denne, altså supersoft og det bliver virkelig super blødt efter vask.

Nå, men jeg fik da prøvet vendestrik-teknikken og hyggede mig med at strikke trøjen, så må vi se, om jeg kan tage mig sammen til at trevle den op igen.


Jeg var ellers blevet træt af at strikke strømper, men mine søstre og niecer vil gerne have flere, så jeg tænkte at jeg ville prøve at strikke et par fra tåen og op. Jeg fandt en gratis opskrift her, (man skal være logget ind for at se den) og gik i gang, for at se om princippet med multiopskrifter virker. Da jeg havde strikket prøve og lagt oplysningerne ind, gav resultatet nøjagtigt samme antal masker, som jeg plejer at slå op til strømper, så det må siges at virke. De er blevet lidt for lange i foden, men det er min egen skyld.
Hvis jeg strikker flere strømper vil jeg igen strikke fra tåen og op med denne opslagning, men jeg vil lave boomerang hæl, som vist her.