onsdag den 12. december 2007

Vævet løber

Denne løber har jeg vævet til min søster i fødselsdagsgave. Gaven blev givet i juni, så det er på tide, at den bliver afleveret.
Løberen er vævet med cottolin i trenden og hør 16/1 i slættet. Jeg har selv designet mønsteret i huck lace på 8 skafter.

Jeg er tilfreds med resultatet, og havde gode timer ved væven med Madame President af Anne Holt i øret.

Der blev også vævet en løber i et andet mønster og med dobbelt bomuld 16/2 til islæt.



tirsdag den 4. december 2007

Taske i Noro


I august købte jeg Noro garn i Garngalleriet i Ry, for at prøve garnet, som er så eftertragtet. Jeg strikkede en taske efter denne opskrift, og efter lang tid i kurven fik jeg hæftet ender, og så røg den i vaskemaskinen. Efter en 40 graders vask sammen med flere par cowboybukser, var den stadig slatten, og maskerne kunne tydeligt ses. Så blev den vasket på 60 grader sammen med en stak håndklæder. Men den falder stadig sammen. På billedet er den fyldt med garn for at holde den oppe til fotografering. Så den må vaskes igen, og jeg håber så at det bliver nok, så den kan holde sig selv oppe.
Noro'en er ikke lige min smag. Garnet er for tykt, og jeg synes ikke at farverne er så skønne, de er lidt dystre. Men så blev det afprøvet.

tirsdag den 13. november 2007

Ferie på Cypern

Jeg er netop kommet hjem fra en dejlig ferie på Cypern sammen med min søde søster, Gitte. Vejret skiftede midt på ugen fra 25 til ca. 20 grader, men det var stadig dejligt, at gå ude i shorts og T-shirt, dog var det lidt for koldt til at bade. Men vi havde det skønt og nød ferien og hinandens selskab.
Jeg fik ikke strikket en maske, selv om jeg havde taget to strikketøjer med, det var gavnligt for mine albuer, der nu slet ikke er ømme mere.
Hotellet vi boede på var rigtigt dejligt, vi havde en rummelig 2 værelses lejlighed på 2. sal. Når jeg vågnede om morgenen, skulle jeg bare lige løfte hovedet for at se havet
















lørdag den 27. oktober 2007

Mislykkede projekter

Jeg har i løbet af i år strikket to mislykkede projekter. Mislykkede i den forstand, at resultatet ikke er blevet som ønsket, men processen var god i begge tilfælde.

Det første er en trøje strikket i garn fra Jojoland, lækkert blødt uldgarn ved navn Melody og med skønne farveskift, jeg købte garnet på ebay.
Trøjen er strikket i entrelac eller neverkont teknikken efter inspiration fra Marianne Isagers bog Inka, modellen Tern side 23. Trøjen er OK, men desværre for lille til mig selv, så nu ligger den i kurven, indtil jeg bestemmer mig til at give den væk eller trevle op igen.



Og her et nærbillede




Mit andet mislykkede projekt var Mystery Stole 3, som jeg strikkede i lækkert tyndt alpaca. Garnet er købt for en del år siden på en vævemesse i Sverige, løbelængde 1000 m./100 g. Kvaliteten blev rigtig lækker, men designet skuffede meget, så det bliver helt sikkert trevlet op igen.


I dag har jeg været til lagersalg hos BC Garn i Kolding og til Hobby- og håndarbejdsmesse i Fredericia. Det var nu ikke så spændende, synes jeg. Husflidsmessen i Viborg i september er mere interessant. Hos BC Garn var der rigtigt mange, og også mange gode tilbud, men jeg købte kun lidt cashmere/uld og lidt mohair/silke, som skal blive til sjaler, det ene skal være Secret of Chrysopolis, som jeg er meldt til, men ikke startet. Men det lover godt, så det bliver nok strikket. Jeg har også meldt mig til Secret of the Stole, men jeg er mere usikker på det design, så jeg afventer.


lørdag den 13. oktober 2007

Fifi med 3/4 ærme

Så er min Fifi blevet færdig, den har fået 3/4 ærmer af flere grunde, for det første er det nu blevet efterår, inden den er blevet færdig til brug. For det andet synes jeg egentlig, at kvaliteten er for kraftig til en sommerbluse, og for det tredje havde jeg garn der lige rakte til 3/4 ærmer. Den er strikket på pind 4,5 i originalgarnet Rowan Calmer, købt på ebay. Opskriften er fulgt pånær altså ærmerne, som jeg bare har strikket længere.
Jeg havde den på på arbejde i går og følte mig rigtig godt tilpas i den , garnet er meget blødt.
Da jeg så Fifi første gang via et link på Britts blog, vidste jeg bare, at den måtte jeg strikke. Jeg drømte endda om den om natten, er der nogen der kender det? Men jeg blev aldrig helt fanget af processen, så det er godt, at resultatet er O.K. og jeg er sikker på, at den bliver brugt meget mere med ærmer, end hvis jeg havde strikket den uden.

søndag den 7. oktober 2007

7 ting om mig selv

Jeg er blevet 'tagget' af Helle og Britta, og det har jeg så tygget på en uges tid, men her kommer 7 ting om mig:

1. Jeg elsker naturen, og kan blive helt høj af at være ude i den.
2. Jeg er en meget privat person.
3. I 10 år var det min store drøm at komme til at leve af at væve.
4. Jeg motionerer 3 gange om ugen, men vil egentlig hellere strikke
5. Jeg er god til at nyde, det jeg kalder 'de gyldne nu'er'.
6. Jeg arbejder for at leve (og strikke).
7. Jeg græder, når jeg ser dyr, der bliver behandlet dårligt.

Jeg sender ikke videre til nogen bestemt, der er allerede mange, der har fortalt 7 ting om sig selv.

søndag den 30. september 2007

Tæppeopdatering

Jeg har to håndarbejder, som jeg kun arbejder på ind imellem, men de vokser da begge støt og roligt, det ene er mit bølgetæppe, som nu ser sådan ud




Jeg har hæklet en del på tæppet her i sommer, og det kommer altid frem, når jeg har brug for et håndarbejde, der ikke kræver den store opmærksomhed.



Det andet er mit dominotæppe, strikket af strømpegarnsrester. Det bliver ikke større end mine rester rækker til, men jeg satser på, at størrelsen kommer til at passe til en hundekurv.


For ca. et år siden blev vores labrador, Fanny på 12 år og 10 måneder aflivet. Vi savner hende så meget, så der kommer nok en ny hund i huset inden for det næste års tid, så målet kan være, at tæppet bliver færdig til den tid.



Her er et af de sidste billeder, der blev taget af Fanny, hun var en god hund. Hun havde en kræftknude på maven, som der gik hul på, og så var vi nødt til af få hende aflivet. Det er den tungeste beslutning jeg har taget i mit liv, men det hører med, når man har hund.

søndag den 16. september 2007

Hvad sker der?

Det er et travlt efterår.

Siden sidste indlæg har vi været på en fantastisk solfyldt ferie i Norge. Vi boede i hytte i ca. 1000 m. højde i nærheden af Fagernes, syd for Jotunheimen. Vi havde sol fra morgen til aften hver dag, så det blev til mange vidunderlige vandreture i højfjeldet. Det var en ferie, der rigtig gav opladning til batterierne.


Da vi kom hjem igen havde vi arbejdsweekend i vores sommerhus, som jeg har i fælleskab med mine 3 søstre, vi fik rigtig meget lavet og vores gamle far på snart 88 var også med.


Nu er vi så startet en større renovering af vores hus. Nye vandrør i en del af huset, nyt køkken og bryggers, nyt gulv i gæstetoilet. Vi har lavet midlertidigt køkken i soveværelset, som også skal gøres i stand, og så sover vi i gæsteværelset. De nye køkken- og bryggerselementer kommer i uge 43, så det er lang tid at undvære køkken og vaskefaciliteter. Men det bliver godt, når det er færdigt.

Vi har håndværkere på, så vi skal bare male selv, når vi når så langt.









Men jeg får også tid til at strikke. Jeg er snart færdig med Fifi, og jeg er over halvvejs på Forest Path Stole, som er meget spændende at strikke.
Her er et billede af Forest Path Stole, strikket i 1 trådet mohair fra Naturgarn.


lørdag den 18. august 2007

Cable-down raglan


Her er min første raglan-trøje, strikket oppefra og ned. Trøjen er strikket i Lucca fra BC Garn på pind 3,5. Jeg havde lidt problemer med at få udtagningerne på bærestykket pæne og ens, så jeg trevlede op nogen gange i starten, men ellers gik det bare derudad.
Opskriften er fra Knits, spring 2007.
Trøjen er meget lækker at have på, varm og blød, jeg er dog ikke så begejstret for farven. Jeg købte garnet over nettet, og der snyder farverne altså tit, det er ikke første gang, at jeg har konstateret det. Så hvis man vil være sikker, må der bestilles garnprøver hjem.
Nu er jeg spændt på, om det bløde garn vil 'fnuldre' i brug. Det vil vise sig, jeg tror, at jeg kommer til at bruge den meget, selv om farven ikke lige er mig, og den har ikke ændret sig væsentlig i vask.

fredag den 17. august 2007

Hæklet tæppe








Jeg har netop hæftet de sidste ender på et lille hæklet babytæppe, og her er det så, endnu ikke vasket, men ellers helt færdigt.



Det har været sjovt at hækle firkanter, og monteringen gik også nemt, da de er hæklet sammen med luftmasker fra side til side.
Her er et nærbillede


Men ellers får jeg min hæklelyst styret på min version af bølgetæppet, der foreløbig ser sådan ud.




25 års jubilæum

I går fejrede jeg 25 års jubilæum på min arbejdsplads, og det blev en rigtig god dag med gaver, tale og sang. Der var ca. 50 af mine kolleger samlet til morgenmad i kantinen.
Jeg fik så mange dejlige gaver, som det ses på billedet.

mandag den 30. juli 2007

35 hæklede firkanter





Jeg har hæklet 35 firkanter efter denne opskrift fra Garnstudio, og de er nu klar til at få hæftet ender og blive monteret til et babytæppe til en lille pige. De er hæklet i Lyric bomuld 8/4 til 5,- pr. nøgle. Jeg har brugt 4 nøgler.

Egentlig bryder jeg mig ikke så meget om hæklede ting, men jeg synes, at det er så dejligt afslappende at have i hænderne, så derfor hækler jeg.




'



Godt nok er sommeren rekordvåd; men jeg har tilbragt mange timer med håndarbejde i hænderne og lydbog i ørerne her i vores terrassehjørne, hvor der altid er læ og dejlig varmt, når solen skinner. Hvis jeg bare kan få en time i hjørnet med sol, er dagen reddet for mig

Selv i dag med en strid blæst og drivende skyer, har jeg siddet derude og nydt det.

fredag den 20. juli 2007

Livstykke

Livstykke fra Geilsk er færdig. Jeg er generelt tilfreds med resultatet. Hvis jeg skulle ændre noget, skulle det være at strikke en lille kant i ærmerne, jeg synes, at de er lidt vide. Men farven er flot, garnet er blødt og ændrer sig næsten ikke efter vask.
At strikke med bomuld er hårdt for hænderne, og jeg er ikke særlig god til at strikke rib jævnt. Desuden har jeg brug for udfordring, for ikke at kede mig når jeg strikker, og de lange omgange med rib 2 r., 2 vr. blev lidt ensformige, så ikke flere livstykker herfra.

torsdag den 19. juli 2007

50 års fødselsdag

Den 5.6.2007 blev jeg 50 år. Vi holdt en dejlig fest på Gl. Skovridergård i Silkeborg. Jeg havde købt ny kjole, off-white med stropper, så det var perfekt med det florlette sjal fra Victorian Lace Today, som jeg blev færdig med i foråret, se her.
Min mand har taget billedet.

En af mine veninder blev fuldstændig forgabt i sjalet, og spurgte om jeg ville strikke et til hende, så nu har jeg strikket nr. 2 her i ferien. Det er dejligt håndarbejde at sidde med, tyndt garn på tykke pinde, meget lidt belastende for hænder og arme, der ellers let kan blive lidt ømme af alt det strikkeri.

mandag den 25. juni 2007

Ferie i Island

En uges ferie i Island er ikke det værste. Vi havde lejet et hus ca. 22 km. nordvest for Borgarnes (Vestisland), og tog på udflugter herfra.
Men der blev også strikket. Jeg strikkede på Bente Geils Livstykke i bomuld. Min mand fotograferer og det kan godt tage sin tid, men så er det godt at have strikketøjet i tasken. Dette strikketøj har været med til lidt af hvert på denne tur.
En rigtig god ferie i Island, og nu venter et sommerhusophold de næste 14 dage, så livet er godt.

søndag den 27. maj 2007

Silketørklæde nr. 35






Denne slags silketørklæder har jeg vævet 35 af gennem årene, flest til salg og nogle til gaver.


De er vævet i bourettesilke med tynde striber af den blanke schappesilke i. De brede striber er vævet i lærred, og de smalle striber er vævet i kipper 3/1. Tætheden er 10 tr./cm.


Tørklædet måler ca. 35 x 160 cm.


Det er et dejligt arbejde at have på væven, nemt at få jævnt og uden at give problemer af nogen art.


Resultatet er et enkelt og smukt tørklæde i en lækker kvalitet.


I denne omgang har jeg vævet 3 på samme trend. Det ene er lovet væk til salg, de andre kommer foreløbig på hylden.
Her er et nærbillede af vævningen.




















søndag den 20. maj 2007

Det sidste par sokker



Da jeg genoptog min strikkeinteresse for godt et år siden blev jeg også begejstret for at strikke sokker af selvstribende garn. Nu har jeg strikket 10 par, og nu gider jeg ikke mere, ikke foreløbig i hvert fald. Det sidste par har ligget længe i min strikkekurv, men nu er de færdige.

De er strikket i Mexiko Evolution 10 på p. 2,5.


Men hver gang jeg har strikket et par sokker er der en rest tilbage, som ikke kan blive til et par mere i voksenstørrelse, så det ligger bare og fylder.


Så så jeg dette tæppe (under den 15. april), og da jeg er vild med domino-strik, synes jeg, at det er alletiders måde, at slippe af med sine strømpegarnsrester. Jeg ved endnu ikke hvor stort mit tæppe bliver, og det bliver sandsynligvis et projekt, der kommer til at ligge længe i kurven; men det er sjovt at tage frem og strikke et par firkanter på ind imellem, og strømpegarnsresterne bliver brugt.

søndag den 13. maj 2007

Sommerbluse i bomuld



Denne sommerbluse er fra Garnstudio. Den er strikket i merceriseret bomuld fra Lynghøjgård. Ca. samme tykkelse som muskat fra garnstudio. Den er strikket på pind 3,5.
Opskriften er fulgt, bortset fra kanterne, hvor jeg har taget nogen færre masker op end angivet, ellers blev både hals- og ærmekanter for løse. Blusen er dog noget gennemsigtig med de store huller, og det ved jeg ikke helt, om jeg bryder mig om.
Jeg strikkede blusen færdig i går til mit første strik-in hos Garngalleriet i Ry. Det var rigtig hyggeligt, og det vil jeg gerne gentage, når det kan lade sig gøre.

mandag den 7. maj 2007

Sjal fra Victorian lace today


Dette sjal har ligget færdigstrikket et stykke tid, men nu fik jeg hæftet ender og spændt det ud. Sjalet er fra bogen Victorian lace today, hvor der er mange dejlige projekter.

Det måler 50 x 220 cm. og vejer 70 g. Det er strikket i Superkid mohair nm 9/1 fra Karen Noe, på p. 4,5. Jeg blev fascineret af, at det her er borterne, der er det fremtrædende med kun en smal stribe i midten. Sjalet er så let og luftigt, at det sagtens kan bruges i sommertiden.

torsdag den 26. april 2007

Bølgehåndklæde


Jeg har brugt mine bomuldsgarnsrester til at hækle et håndklæde. Striberne er lavet med stribegeneratoren med lidt ændringer efterhånden som garnet slap op. Det er dejligt at kunne bruge op af sine rester

onsdag den 25. april 2007

Vævede håndklæder

Disse håndklæder har været meget længe undervejs, og først i weekenden fik jeg endelig sømmet og vasket dem.

Håndklæderne er vævet i rester af bomuld 16/2 dobbelt i trenden. Til islæt har jeg brugt noget frottegarn, som jeg havde liggende, og da det slap op efter 3 håndklæder, brugte jeg dobbelt bomuld 16/2 til det sidste. Tætheden er 8 tr. pr. cm, mønsteret er såldrejl.

Og prikken over i'et er stroppperne, vævet på båndvæv.
Kvaliteten er rigtig god til at tørre hænder i.

mandag den 23. april 2007

Tørklæde i pladegarn


Dette tørklæde er strikket i et forsøg på, at anvende noget pladegarn, som jeg havde liggende. Jeg bryder mig ikke om at strikke på tykke pinde, og et forsøg med at strikke pladegarnet dobbelt blev alt for kompakt.
I Karen Noe's hæfte 14 opskrifter fandt jeg denne opskrift, der bruger tyndt vævegarn (1800 m. på 100 g) sammen med pladegarnet, og det skulle da prøves, da jeg havde det tynde vævegarn liggende. Men først efter vask og udspænding, synes jeg, at tørklædet er blevet brugbart og dejlig blødt.






Her er et nærbillede af mønsteret, hvor man tydeligt kan se den tynde kamgarn i den mørke side af tørklædet.

søndag den 22. april 2007

Vanter i april


Disse vanter er strikket i vinter efter opskrift fra Knitter's, winter 2006. De hedder Optic Mittens og er strikket af en gammel rest uldgarn på p. 3,5.

Nu er det måske lidt malplaceret at vise et par vanter her i april, men vanterne er lovet væk til min søster, så de forsvinder fra min hylde en af dagene.


tirsdag den 17. april 2007

Endnu en bølge

Jeg hoppede også med på bølge-dillen, og hæklede et barnevognstæppe i rester af uld. Og jeg må give ret i, at dette håndarbejde er ren terapi. Selv om det er mange år siden, at jeg sidst har hæklet, føltes det rigtig rart, og jeg er sikker på, at der skal hækles flere bølger.














Jeg startede med 157 luftmasker, og tæppet er ca. 75 X 105 cm. Her er et nærbillede, ulden er desværre ikke særlig blød, det er rester af filtgarn fra vævede plaider, men det bliver blødere efter vask.

mandag den 16. april 2007

Trøje i skyggestrik

Trøjen her er eget design i skyggestrik. Den er strikket i Kauni effekt, brun- gylden-lyseblå som den ene farve, og jeans blå som den anden farve. Den er strikket på p. 3 i T-shirt facon med kanter i retstrikning. Halsen er lavet efter en af Hanne Falkenbergs modeller.


Et nærbillede, så teknikken er mere tydelig.

Og her taget i en anden vinkel, så man kan se mønsteret i skyggestrik.

Trøjen er klart en favorit, garnet er let og varmt og behageligt at strikke med.

Sjal fra Karen Noe

Dette sjal strikkede jeg på bestilling til min søster, der skulle bruge det som gave. Mønsteret er fra Karen Noe. Jeg har tidligere strikket et i Karen Noes Ombré spindegarn i samme farveholdning som modellen.
Det viste sjal er strikket i eVILLA Artyarn 6/1 fra Bendix garn

Første indlæg

Dette er mit første indlæg på bloggen, som kommer til at handle om vævning og strikning, og muligvis andre typer af håndarbejde, der dog alle har et fællestræk: garn.