Viser opslag med etiketten Hækling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hækling. Vis alle opslag

søndag den 29. marts 2009

Gang i den

Jeg har gang i så mange ting for tiden, så jeg slet ikke kan finde ud af, hvad jeg skal lave. Flere ting ligger og skal bare monteres og vaskes, nogen ting er halvfærdige, andre ting presser sig på for at blive startet. Strik, væv og hækling i en blanding.
Måske er det også derfor, at bloggen bliver forsømt.
Nå, men vi har lige været en uge i sommerhus, og et af projekterne, der var med, er et tæppe i hexagon'er hæklet i bomuldsgarnsrester. Inspirationen fandt jeg hos Liselotte, men jeg ville hellere have en tættere hexagon med knap så mange farver, og efter søgen på Ravelry fandt jeg nogen, som jeg synes bedre om. Tæppet bliver så stort, som garnet rækker til.
I ferien var jeg en tur i Bindestuen, og fik et par nøgler Noro sock yarn med hjem, det kommer foreløbig på hylden.
Nu starter hverdagen og arbejde igen, men om kort tid er der flere fridage i vente, så der er håb for mine mange projekter.

søndag den 9. november 2008

Tiden går

Ja, tiden går meget hurtigt, og med hundehvalp i huset er det begrænset, hvad der bliver tid til af håndarbejde. Det gør mig til tider temmelig frustreret, at jeg når så lidt af det, jeg holder mest af. Men lidt er det da blevet til.
Jeg har strikket dette tørklæde fra Vivian Høxbros ny bog Knit to be square, det var sjovt, og relativt hurtigt. Tørklædet er strikket i forskellige kvaliteter alpaca fra Markno, på pind 3. Jeg kan godt tænke mig at valke det en lille smule, men skal lige samle mod til det. Foreløbig er det bare vasket på uld-program i vaskemaskinen.





Denne trøje hæklede jeg allerede i august, men den er først blevet færdig nu, mangler kun knapper, som er indkøbt. Opskriften har jeg hentet her, garnet havde jeg på lager, så det var bare at gå i gang. Jeg kan lide at hækle, men er ikke altid begejstret for produktet. Trøjen her er dog blevet OK, og skal nok blive brugt.


Jeg har også vævet viskestykker, som jeg skylder min ældste storesøster, men de mangler endnu at blive sømmet og vasket, og før præsenterer de
sig ikke så pænt, så dem viser jeg i et senere indlæg.

Vi er lige kommet hjem fra en uges ferie i sommerhus ved Vestervig. Tæt på ligger Aagaard Tekstil Håndværk, som fik et besøg. Her købte jeg strikke-kit til en model Anne, som er strikket i trekanter og dels syet sammen, dels strikket sammen. Den er strikket i en tynd shetlandsuld, flot og spændende model, så den glæder jeg mig til at strikke, når der bliver tid.

Samtidig købte jeg noget lækkert tyndt bomulds-chenille, som jeg vil bruge til vævede håndklæder.

søndag den 13. juli 2008

Bølgetæppe færdig


Så blev mit bølgetæppe færdig!
Jeg har ikke arbejdet meget på det i vinter, men pludselig en dag var alt garnet næsten brugt og det var tid at stoppe. Jeg har hæklet en kant af stangmasker rundt om tæppet med 20 masker i hver farve af resterne, det giver en god afslutning.
Nu er tæppet vasket og tørret og klar til brug.

søndag den 30. september 2007

Tæppeopdatering

Jeg har to håndarbejder, som jeg kun arbejder på ind imellem, men de vokser da begge støt og roligt, det ene er mit bølgetæppe, som nu ser sådan ud




Jeg har hæklet en del på tæppet her i sommer, og det kommer altid frem, når jeg har brug for et håndarbejde, der ikke kræver den store opmærksomhed.



Det andet er mit dominotæppe, strikket af strømpegarnsrester. Det bliver ikke større end mine rester rækker til, men jeg satser på, at størrelsen kommer til at passe til en hundekurv.


For ca. et år siden blev vores labrador, Fanny på 12 år og 10 måneder aflivet. Vi savner hende så meget, så der kommer nok en ny hund i huset inden for det næste års tid, så målet kan være, at tæppet bliver færdig til den tid.



Her er et af de sidste billeder, der blev taget af Fanny, hun var en god hund. Hun havde en kræftknude på maven, som der gik hul på, og så var vi nødt til af få hende aflivet. Det er den tungeste beslutning jeg har taget i mit liv, men det hører med, når man har hund.

fredag den 17. august 2007

Hæklet tæppe








Jeg har netop hæftet de sidste ender på et lille hæklet babytæppe, og her er det så, endnu ikke vasket, men ellers helt færdigt.



Det har været sjovt at hækle firkanter, og monteringen gik også nemt, da de er hæklet sammen med luftmasker fra side til side.
Her er et nærbillede


Men ellers får jeg min hæklelyst styret på min version af bølgetæppet, der foreløbig ser sådan ud.




mandag den 30. juli 2007

35 hæklede firkanter





Jeg har hæklet 35 firkanter efter denne opskrift fra Garnstudio, og de er nu klar til at få hæftet ender og blive monteret til et babytæppe til en lille pige. De er hæklet i Lyric bomuld 8/4 til 5,- pr. nøgle. Jeg har brugt 4 nøgler.

Egentlig bryder jeg mig ikke så meget om hæklede ting, men jeg synes, at det er så dejligt afslappende at have i hænderne, så derfor hækler jeg.




'



Godt nok er sommeren rekordvåd; men jeg har tilbragt mange timer med håndarbejde i hænderne og lydbog i ørerne her i vores terrassehjørne, hvor der altid er læ og dejlig varmt, når solen skinner. Hvis jeg bare kan få en time i hjørnet med sol, er dagen reddet for mig

Selv i dag med en strid blæst og drivende skyer, har jeg siddet derude og nydt det.

torsdag den 26. april 2007

Bølgehåndklæde


Jeg har brugt mine bomuldsgarnsrester til at hækle et håndklæde. Striberne er lavet med stribegeneratoren med lidt ændringer efterhånden som garnet slap op. Det er dejligt at kunne bruge op af sine rester

tirsdag den 17. april 2007

Endnu en bølge

Jeg hoppede også med på bølge-dillen, og hæklede et barnevognstæppe i rester af uld. Og jeg må give ret i, at dette håndarbejde er ren terapi. Selv om det er mange år siden, at jeg sidst har hæklet, føltes det rigtig rart, og jeg er sikker på, at der skal hækles flere bølger.














Jeg startede med 157 luftmasker, og tæppet er ca. 75 X 105 cm. Her er et nærbillede, ulden er desværre ikke særlig blød, det er rester af filtgarn fra vævede plaider, men det bliver blødere efter vask.