søndag den 30. marts 2008

Secret of Chrysopolis

Jeg deltog i KAL'en vedr. Secret of Chrysopolis, og har været færdig med sjalet et stykke tid, men jeg ville prøve at farve sjalet, da garnets farve var en trist lysebrun.


Garnet er lækkert 50% uld og 50% kashmir, købt hos BC Garn; men farven er som sagt ikke så smuk. Jeg har farvet meget garn, men det er længe siden, så det krævede lidt overvindelse, at skulle i gang igen. Jeg forsøgte at farve sort, men sjalet har ikke taget imod som ventet, så det er blevet gråt, men under alle omstændigheder pænere end den lysebrune.


Sjalet er meget stort, så jeg måtte tage en stump gulvtæppe til hjælp for at få det spændt helt ud. Sjalet måler 80 x 250 cm.


Jeg synes at designet er flot, og jeg er tilfreds med resultatet, selv i den grå farve, kvaliteten er meget lækker. Sjalet er lovet væk til en veninde, hvis hun da kan lide det grå i stedet for sort, som lovet. Men ellers finder jeg nok et nyt at strikke i sort til hende.


tirsdag den 26. februar 2008

Tørklæde til min niece


Dette tørklæde vævede jeg til min søde niece, Maria til jul. Tørklædet er vævet af noget meget tykt, multifarvet uldgarn i trenden. Som islæt brugte jeg nogen rester uld/silke, som jeg slog i med nogen centimeters interval, så det er trenden, der dominerer.
Det var et eksperiment efter et tørklæde, som jeg så over armen på en kvinde på Louisiana museet i oktober. Jeg synes, at resultatet blev godt. Jeg har noget mere tykt garn liggende i lidt andre farver, og jeg bryder mig ikke om, at strikke af det, så det bliver nok til et vævet tørklæde mere.
Det er et dejligt billede af Maria, som skal konfirmeres i foråret 2009.



mandag den 18. februar 2008

Chevalier mittens


Disse vanter har jeg set på Ravelry, der er en guldgrube af mønstre. Jeg havde 2 nøgler Karisma fra Drops, og det passede lige til 2 vanter, strikket på pind 3,5. Mønsteret er let at følge og designet er gennemtænkt, således at manchetten strammer godt til om håndledet. Et dejligt lille projekt.
Vanterne er i øvrigt fotograferet på mit vingesjal i skyggestrik, som jeg bruger dagligt

søndag den 3. februar 2008

Vævede silketørklæder

Jeg har tidligere vævet rigtigt mange silketørklæder, som jeg selv farvede garn til. Jeg har været god til at bruge resterne hen ad vejen, men nu lå der lige tilbage rester i blå, turkis og lilla morbær schappe silke 15.000 m./kg, så de blev omsat til en trend til to tørklæder, vævet i kipper 3/3 med islæt i hver sin farve af noget 1-trådet morbær bourette silke, som jeg havde liggende.

Tørklæderne er blevet lækkert bløde med et dejligt fald. Det ene har jeg solgt til en veninde, og det andet kommer på hylden indtil videre.



Tørklæde i alpaca


Jeg har ikke vældig meget erfaring med at strikke i alpaca, jeg har tidligere strikket et halstørklæde i Indiecita, men jeg synes, at det virker tungt og slasket.
Under et ferieophold i Grønhøj Strand feriecenter i sidste uge, besøgte jeg Uldstuen i Saltum og købte 3 nøgler Drops alpaca i hver sin farve. Jeg lavede en strikkeprøve, og slog så 300 m. op på pind 4 og strikkede ret til alt garnet var brugt, så havde jeg et lækkert tørklæde, der er blevet lidt for langt i forhold til bredden, men kvaliteten er meget blød og rar, som jeg forventer af alpaca, så det vil jeg helt sikkert bruge igen.

Vinterstrik

Dette tørklæde har jeg strikket i 1 tråd pladegarn med farveskift i grå toner og 1 tråd tyndt 1-trådet uldgarn i grå, jeg har strikket på pind 7.
Jeg strikkede efter Kari Hestnes' bog, Strik - find din indre ro. Opskriften var fuld af fejl, så derfor er især kanterne ikke blevet så gode, men bogen er lækker med skønne fotos og modeller.
Tørklædet måler ca. 50 x 200 cm. Jeg er endnu engang blevet positivt overrasket over pladegarnet, der efter vask bliver lækkert blødt, og meget let, når der strikkes med 1 tråd på tykke pinde, det er dog nødvendigt at strikke sammen med en anden tråd, men hvis man vælger et tyndt garn, bevares letheden.
Se her for et andet eksemplar strikket med samme garn.

onsdag den 12. december 2007

Vævet løber

Denne løber har jeg vævet til min søster i fødselsdagsgave. Gaven blev givet i juni, så det er på tide, at den bliver afleveret.
Løberen er vævet med cottolin i trenden og hør 16/1 i slættet. Jeg har selv designet mønsteret i huck lace på 8 skafter.

Jeg er tilfreds med resultatet, og havde gode timer ved væven med Madame President af Anne Holt i øret.

Der blev også vævet en løber i et andet mønster og med dobbelt bomuld 16/2 til islæt.



tirsdag den 4. december 2007

Taske i Noro


I august købte jeg Noro garn i Garngalleriet i Ry, for at prøve garnet, som er så eftertragtet. Jeg strikkede en taske efter denne opskrift, og efter lang tid i kurven fik jeg hæftet ender, og så røg den i vaskemaskinen. Efter en 40 graders vask sammen med flere par cowboybukser, var den stadig slatten, og maskerne kunne tydeligt ses. Så blev den vasket på 60 grader sammen med en stak håndklæder. Men den falder stadig sammen. På billedet er den fyldt med garn for at holde den oppe til fotografering. Så den må vaskes igen, og jeg håber så at det bliver nok, så den kan holde sig selv oppe.
Noro'en er ikke lige min smag. Garnet er for tykt, og jeg synes ikke at farverne er så skønne, de er lidt dystre. Men så blev det afprøvet.

tirsdag den 13. november 2007

Ferie på Cypern

Jeg er netop kommet hjem fra en dejlig ferie på Cypern sammen med min søde søster, Gitte. Vejret skiftede midt på ugen fra 25 til ca. 20 grader, men det var stadig dejligt, at gå ude i shorts og T-shirt, dog var det lidt for koldt til at bade. Men vi havde det skønt og nød ferien og hinandens selskab.
Jeg fik ikke strikket en maske, selv om jeg havde taget to strikketøjer med, det var gavnligt for mine albuer, der nu slet ikke er ømme mere.
Hotellet vi boede på var rigtigt dejligt, vi havde en rummelig 2 værelses lejlighed på 2. sal. Når jeg vågnede om morgenen, skulle jeg bare lige løfte hovedet for at se havet
















lørdag den 27. oktober 2007

Mislykkede projekter

Jeg har i løbet af i år strikket to mislykkede projekter. Mislykkede i den forstand, at resultatet ikke er blevet som ønsket, men processen var god i begge tilfælde.

Det første er en trøje strikket i garn fra Jojoland, lækkert blødt uldgarn ved navn Melody og med skønne farveskift, jeg købte garnet på ebay.
Trøjen er strikket i entrelac eller neverkont teknikken efter inspiration fra Marianne Isagers bog Inka, modellen Tern side 23. Trøjen er OK, men desværre for lille til mig selv, så nu ligger den i kurven, indtil jeg bestemmer mig til at give den væk eller trevle op igen.



Og her et nærbillede




Mit andet mislykkede projekt var Mystery Stole 3, som jeg strikkede i lækkert tyndt alpaca. Garnet er købt for en del år siden på en vævemesse i Sverige, løbelængde 1000 m./100 g. Kvaliteten blev rigtig lækker, men designet skuffede meget, så det bliver helt sikkert trevlet op igen.


I dag har jeg været til lagersalg hos BC Garn i Kolding og til Hobby- og håndarbejdsmesse i Fredericia. Det var nu ikke så spændende, synes jeg. Husflidsmessen i Viborg i september er mere interessant. Hos BC Garn var der rigtigt mange, og også mange gode tilbud, men jeg købte kun lidt cashmere/uld og lidt mohair/silke, som skal blive til sjaler, det ene skal være Secret of Chrysopolis, som jeg er meldt til, men ikke startet. Men det lover godt, så det bliver nok strikket. Jeg har også meldt mig til Secret of the Stole, men jeg er mere usikker på det design, så jeg afventer.